|
Anvendelsen af rustfrit stål startede først omkring afslutningen af 1. verdenskrig og blev primært brugt inden for maskinkonstruktion og i den kemiske industri.
I dag anvendes rustfrit stål til mange formål, lige fra bestik i husholdningen og til en lang række komponenter inden for levnedsmiddelindustri, procesindustri, bilindustri m.m.
De vigtigste hovedtyper inden for rustfrit stål i dag er de ferritiske, martensitiske, austenitiske samt austenitisk-ferritiske.
Ferritisk stål:
Denne gruppe af rustfrit stål er den næstvigtigste i anvendelsen af rustfrit stål. De indeholder typisk mellem 13-25% Cr og har et lavt kulstofindhold.
Stålet opdeles i to grupper efter egenskaber og anvendelse.
En gruppe med 13-17% Crom, hvor der ikke stilles store krav til korrosionsbestandighed og svejselighed, f.eks. køkkenudstyr og vaske.
En anden gruppe med 25-30% Cr har gode højtemperaturegenskaber og anvendes til ovnbygning m.m.
For begge grupper gælder, at de er magnetiske ved stuetemperatur.
Austenitisk-ferritisk stål:
Stålet indeholder typisk 18-25% Cr, 5-6% Ni, og 0,03-0,15% C
Korrosionsbestandigheden er som for austenitisk rustfrit stål, dog har det en bedre bestandighed mod spændingskorrosion.
Typiske anvendelsesområder er inden for den petrokemiske industri, olie- og gasindustrien samt den kemiske procesindustri.
Stålet er magnetisk.
Martensitisk stål:
Martensitisk stål har et Cr-indhold mellem 12-18% og typisk et C-indhold på 0,3%.
Stålet er hærdbart, og denne styrke stiger med op til 0,6% kulstof.
Stålet kan valses og smedes og støbes, men ikke svejses.
Materialet egner sig til maskindele, pumpeaksler, hjul og knive, og ved et højere kulstofindhold samt Molybdæn anvendes materialet til værktøjsstål, stanse- og prægeværktøjer.
Stålet er magnetisk.
Austenitisk stål:
Austenitisk stål er den vigtigste af de rustfri typer, idet den udgør mere end 90% af det samlede forbrug.
Stålet betegnes ofte som 18-8 stål, der angiver det generelle indhold i procent af henholdsvis Cr og Ni.
Stålet er umagnetisk og det bedste i korrosionsmæssig henseende. Stålet udmærker sig ved, at det er særdeles velegnet til bearbejdningsprocesser, der kræver en plastisk deformation, hvilket gør stålet anvendeligt til optrækningsprocesser.
I denne gruppe finder vi også to af de mest anvendte typer inden for rustfrit stål, 304 og 316.
Inden for disse to typer findes yderligere et antal af legeringer. Valget af type beror på anvendelse samt bearbejdningsmetode.
Såfremt stålet skal være anvendeligt til svejsning, anvendes oftest typer med et C-indhold lavere end 0,03%, Cr-indholdet ligger mellem ca. 17-18%, og Ni-indholdet typisk mellem 10-12,5%.
Kulstofindholdet i austenitisk stål har stor betydning ved kraftig opvarmning, herunder svejsning. Er C-indholdet højere end 0,03%, vil der udfældes chromcarbider. Disse chromcarbider udfældes hovedsagelig i korngrænserne, og såfremt der ikke sker en efterbehandling, vil stålet ikke være beskyttet mod korrosion i disse områder.
Ved at anvende en legering med et lavt C-indhold vil der ikke dannes chromcarbider, ligesom en legering af Titan vil eliminere risikoen for dannelse af chromcarbider.
Den primære forskel mellem de to typer er indholdet af Mo, hvor 304-stål ikke indeholder noget, mens 316 typisk indeholder fra 2,2 til 2,7%.
Korrosionsbestandigheden øges yderligere ved stigende indhold af Cr og Ni. Ved at tilsætte mere Mo forbedres forholdene yderligere over for klorider og fortyndede syrer. Oftest angives forskellen mellem 304 og 316 stål som rustfrit stål og syrefast rustfrit stål, hvilket må betegnes som fejlagtigt. Dog kan man i dag få stål med højere molybdænindhold, hvilket gør dem mere modstandsdygtige over for blandt andet havvand ved temperaturer over 20ºC, men man skal være opmærksom på, at prisen på disse typer er langt højere end de traditionelle typer.
Der er ingen visuel forskel på de to typer, hvilket medfører, at fabrikanter og producenter skal have et nøje kendskab til lagerføring og brug af de to typer, for ikke at få dem blandet sammen i en given fremstillingsproces.
|
|
|