Jern:
Jern er i dag det mest anvendte metal. Produktionen er mere end 20 gange så stor som alle andre metaller tilsammen. Dette skyldes blandt andet at jern, næstefter aluminium, er det metal, der forekommer hyppigst i jordens overflade, og man kan finde brugbar jernmalm de fleste steder.

De vigtigste udvindingssteder er USA, Frankrig, England, Sverige, Rusland og Brasilien. Der findes dog betydelige reserver af jernmalm i det nordlige Canada, Australien, og mange andre steder, som først vil blive taget i brug, når de andre kilder er udtømte.

I forhold til andre metaller er jern relativt billigt at udvinde, hvilket også betyder, at jern er det billigste materiale.

Fordelen ved jern er, at det kan fremstilles med forskellige egenskaber, som gør materialet anvendeligt til en lang række formål. Forskellige varmebehandlinger eller legeringsmetaller tilsat jern gør, at man opnår forskellig styrke, hårdhed, korro-sionsbestandighed samt magnetiske egenskaber.

Der har ofte været en del forvirring omkring betegnelsen jern. Tidligere anvendte man ordet stål for de jernlegeringer, der havde så højt kulstofindhold, at de kunne hærdes samt om andre smedelige jernlegeringer, såfremt de var fremstillet ved en smelteproces. Jern i betydningen smedejern betegnede blødt kulstoffattigt jern.

I dag betegnes jern som det kemisk rene metal. Alle ikke-smedelige jernlegeringer kaldes for støbejern, og alle øvrige tekniske legeringer, der kan formgives ved smedning, kaldes stål uanset fremstillingsproces og om de kan hærdes.

Stål:
Opdelingen af stål i forskellige grupper er oftest en vanskelig opgave, men typisk opdeles stål i fire hovedgrupper, der hver især indeholder en lang række ståltyper.

Konstruktionsstål:
Denne ståltype er oftest den type, som de fleste kender, da dens vigtigste egenskab er svejselighed med f.eks. elektrisk lysbuesvejsning og dermed også mulighed for de andre processer, såsom flammeskæring og varmbukning.
Det at stålet er svejseligt betyder, at stål anvendt i store konstruktioner som broer, skibe, m.m. kan svejses uden forvarmning og efterbehandling.
Dog ser man ofte, at stålet forvarmes og efterbehandles i forbindelse med konstruktioner, som f.eks. rørledninger, beholdere m.m, hvilket giver mulighed for en stærkere ståltype med andre specielle egenskaber, som f.eks. korrsionsbestan-dighed.

Maskinbygningsstål:
Inden for denne gruppe findes en lang række ståltyper, der er anvendelige til andre processer end svejsning, f.eks. spåntagende bearbejdning, fjederstål der har en stor elasticitet eller ventilstål, der anvendes i f.eks. benzin- og dieselmotorer. Ud over disse findes en lang række andre typer inden for ovennævnte gruppe.

Værktøjsstål:
Også inden for denne gruppe findes en typeopdeling, idet man arbejder med koldarbejdsstål, der anvendes til mekanisk bearbejdning, hvor temperaturen ikke stiger væsentlig på det bearbejdede materiale, ved f.eks. klippe- stanse- og præge-operationer.

Stål til mejsler og andet slagværktøj er en anden og meget slidfast type.

Hurtigstål er betegnelsen for en lang række typer, som anvendes til spåntagende bearbejdning, og fælles for disse typer er, at de er meget hårde, hvilket skyldes tilsætningen af Wolfram og Crom og Vanadium. For at spare på de dyre legerings-bestanddele har man udført en lang række forsøg, for at finde en række teknisk gode stålkvaliteter, der samtidig prismæssigt kan konkurrere med de bedste kvaliteter.

Varmebehandlingen af hurtigstål kræver stor omhyggelighed, da hærdningstempe-raturen ligger i nærheden af stålets smeltepunkt for at få opløst de tungtopløselige carbider, så stålet kan opnå de rette egenskaber.

Varmarbejdsstål omfatter også en lang række forskellige typer, som også har et højt indhold af Wolfram og Crom. Fælles for alle typer er stor varmebestandighed samt gode egenskaber over for slid og deformation. Ståltyperne anvendes typisk til forskellige matricer, trykstøbeforme m.m.